Bovbjerg Klint

Vestjysk Bank hjælper lokal turistbranche i en svær tid

Foto: Kasper Lau

Det lokale turisterhverv i Lemvig Kommune er hårdt presset af den igangværende Corona-krisen, hvor grænserne er lukket ned. Med over 80 procent tyske gæster i vores sommerhuse, har det betydet næsten frit fald i antallet af gæster.

Men nu træder Vestjysk Bank til og hjælper medlemmerne af Lemvig-Thyborøn Turistforening.

"Vi håber ligesom alle andre på en snarlig normalisering af hverdagen. Men vi er opmærksom på, at flere erhverv er særligt presset på økonomien lige nu," udtaler afdelingsdirektør, Henrik Klejnstrup Sørensen, fra Vestjysk Bank i Lemvig.

Derfor hjælper banken nu med økonomisk hjælp på en facon, så medlemmerne af turistforeningen ikke behøver betale kontingent før i efteråret 2020.

Samtidig har banken besluttet at betale sit normale medlemsbidrag til turistforeningen et år forud. Ligesom banken i øvrigt tidligere har meldt ud, at den har fremrykket betalinger af alle sponsorater til foreninger og klubber.

Hos Lemvig-Thyborøn Turistforening er man meget taknemlig for opbakningen midt i en svær tid for erhvervet.

"Vi har vigtige opgaver i denne tid, hvor det er vigtigere end nogensinde at erhvervet står sammen," udtaler formand, Per Skaaning, fra Lemvig-Thyborøn Turistforening.

Turistforening med mere end 200 medlemmer står over for - udover at være løbende i dialog med ramte medlemmer, følge udviklingen i Corona-krisen tæt og melde ind til beslutningstagere om situationens alvor for erhvervet - at udvikle fremtidens gæsteservice, så døgnforbruget og gæstetilfredsheden i området forbliver i top. Foreningen deltager ligeledes i videreudvikling af event-samarbejdet, så der er løbende aktiviteter for lokale borgere og de mange gæster.

"Herfra skal lyde en stor tak til Vestjysk Bank for at støtte turismen og vores oplevelseserhverv i en meget svær tid. Lokale kræfter står sammen. Det er jeg sikker på, at vores medlemmer og erhverv værdsætter meget - og også vil huske fremover", siger Per Skaaning.

I Lemvig Kommune står turismen for cirka 7 procent af jobstyrken og omsætter for en lille milliard kroner. Med over 750.000 overnatninger om året handler mange gæster i områdets butikker, besøger attraktioner og spiser hos madstederne.

Vestkyst-området fra Thyborøn til Bovbjerg klint har haft massiv vækst de senere år, når det gælder udlejning af sommerhuse. Og salget af sommerhuse har slået rekorder på landsplan.