Tips og ideer til mellemmåltiderne
Frugt og grønt
Der kan gå mange timer mellem dagens tre hovedmåltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Derfor vil to-tre mellemmåltider være en god idé. Spiser du frugt og grønt til mellemmåltiderne holder du dit energiniveau stabilt.
Hvor meget frugt og grønt?
400 g til børn
Børn spiser mindre end voksne, og derfor er anbefalingen til børn mellem fire og 10 år, at de bør spise tre til fem stykker frugt og grønt om dagen.
600 g til voksne
Fra 10 års alderen er anbefalingen 600 g frugt og grønt. Det kan være tre stykker frugt og tre portioner grønt.
600 gram om dagen kan lyde af meget. Det går lettest, hvis du deler det ud på dagens måltider: frugt til morgenmad, gulerod om formiddagen, salat til frokost, æble om eftermiddagen, tilberedte grønsager til aftensmanden, frugt til hygge.
Gode ideer
Variation er godt
Det er vigtigt at spise både frugt og grønsager – og forskellige slags. Du behøver ikke spise seks forskellige hver dag, du skal bare spise forskellig slags hen over ugen. Frugt og grønt smager bedst, når det er sæson for dem.
Tilgængelighed
For at vi spiser mere frugt og grønt, skal det være let at gå til. Besværet med skræller og kerner afholder mange fra at spise frugt og grønt. Hvis du serverer frugt eller grønt udskåret i handy stykker, er det lettere at håndtere, især for børn.
Anret det lækkert
Lad altid en tallerken eller en skål med udskåret frugt og grønt stå fremme. Lav en skål med eksempelvis stave af gulerod og agurk, når der laves mad.
Frugt på spyd
Frugt-spyd er en sjov og anderledes måde. For at undgå brunfarvning kan du dryppe med lidt citronsaft.
Bær i glas
Sæsonens friske bær ser rigtig indbydende ud, hvis du serverer dem i små portionsglas eller i en kop. I naturen kan du f.eks. finde hindbær, brombær, blåbær og sortebær.
Smoothies
Smoothies er lette at lave selv. Frisk frugt og isterninger og eventuelt lidt mælk eller yoghurt blendes. Smoothies både mætter og slukker tørsten.
Grønt med dip
Grønsager er gode at servere i stænger med dip. Prøv stænger af gulerod, agurk, squash og peberfrugt, eller asparges og små blomkålsbuketter med dip af yoghurt rørt med krydderier og krydderurter.
Nødder og tørret frugt
Nødder og tørret frugt smager godt og giver hurtig energi, men spis dem kun i små mængder, for det indeholder ligeså mange kalorier som slik.
